HeelsOnWheels.dk - Danmarks eneste mtb-cup for kvinder

Godt Nytår – Velkommen igen i 2010

5. januar 2010 af Hanne

               

Kære MTB-kvinder og andre interesserede

Igen i 2010 afholder vi HeelsOnWheels og vi vil med denne hilsen sende jer datoerne for hvornår vi afholder Cuppens fire afdelinger.

Onsdag d. 28. juli 2010
Onsdag d. 11. august 2010
Onsdag d. 25. august 2010
Onsdag d. 8. september 2010

Så sæt allerede nu kryds i kalenderen, fortæl veninder, mødre og søskende at de også skal finde MTB’en frem til disse dage :-)

Som udgangspunkt vil HeelsOnWheels konceptet videreføres i 2010 men mon ikke vi finder på nogle nye finurligheder. Følg med på hjemmesiden, hvor vi vil holde jer opdateret.

Vi glæder os til at se jer give den gas igen.

Mange Nytårshilsner fra
Styregruppen

Glædelig jul og rigtig godt MTB-år

5. december 2009 af Malene

Kære MTB-kvinder

Fra alle os til alle jer, kommer her årets første julegave:
“HeelsOnWheels-Grand-Finale-Video”.
-
-
Tak til Daniel Clausen og Jakob Lauritsen for det store arbejde med videoen.
Vi vil også gerne takke jer for nogle dejlige og sportslige timer i skoven, hvor vi sammen satte danmarksrekord i kvindelig mtb-udfoldelse. Vi lover jer, at vi igen i år 2010 vil arrangere HeelsOnWheels, så vi kan få mange flere sjove timer sammen.
.
En hyldest til vinderne af årets cup:
1. Anna Telyakevych, Radon-bikes.de
2. Ditte Geertsen, DMK
3. Anna-Sofie Nørgaard, HMTBK SRAM
.
Samt et stort tillykke til jer alle – glædelig jul og godt MTB-år.
Styregruppen
Hanne, Malene, Alice og Heidi

MTB vinteraktiviteter

12. oktober 2009 af Malene

Ja ja ja selvom vi er lidt stille, er vi her endnu. Filmen fra 4. afd er på vej og vil snart blive postet på vores hjemmeside. I mellemtiden så sender vi lige lidt information om forskellige MTB vinteraktiviteter. Der er jo allerede mange af jer der har meldt jer til forskellige MTB løb og det er jo bare med at komme derud og give den gaz, selvom det ikke er til HeelsOnWheels.

Gribben MTB
Endnu engang afholdes Gribben MTB motionsløb i den smukke Grib skov klædt i efterårets farver. Der er mulighed for at køre en lang rute på ca. 77 km og en kort rute på ca. 42 km. Som noget nyt i år er der indlagt holdløb, bestående af 4 ryttere, både på 42 km og 77 km. Ruten er ikke teknisk svær men er god langdistancetræning med en stor del store grusstier, og nu altså også god holdtræning. Det kunne være godt at se en masse HeelsOnWheels deltagere derude. Løbet afvikles søndag den 25. oktober, tilmeldingsfristen udløber søndag den 18. oktober. Gribbens hjemmeside
 
Heino MTB Fall Race
November den 29. er det tid til det klassike MTB Fall Race i Tisvilde Hegn. Racet tilbyder to ruter på hhv. 42,195 km og 21,097 km og det er et velkendt terræn for mange af jer, da 2. afd. af HeelsOnWheels  blev afholdt i Tisvilde. Skynd jer at melde jer til, da det er noget af Sjællands bedste MTB terræn og også et af de tørreste i vinter halvåret. Der ikke er meget mudder i det sandede Tisvilde Hegn. Udover den skønne rute er løbet også verdenskendt for deres altid formidable kagebord. MTB Heino Fall Race hjemmeside

Craft MTBduathlon
Det er nu tid at melde sig til vinterens MTBduathlon som er en cup-serie med 4 afdelinger fra november til februar afholdt i det nordøstlige Sjælland. MTBduathlon er kombinationen af terrænløb og mountainbike. Præmiedistancen, som man kører hvis man vil kæmpe om præmierne i den samlede cup, vil bestå af 3 x løb og 2 x MTB. Løberuten vil være ca. 3 km og MTB ruten ca. 10 km. Man kan også vælge at løbe motionsdistancen, som vil værer 2 x løb og 1 x MTB. Der vil være tidstagning og resultatlister på begge distancer. Her er det osse muligt at deltage som hold. MTBduathlons hjemmeside 

Slush Cup
Cuppen er vinterens klassiske MTB cup med 7 afdelinger og nok den største Vintercup i DK. Der vil være masser af gode ruter og forhåbentlig godt med sne. Vil du holde dig til ilden over hele vinteren skal du melde dig til her. Slushcup hjemmeside

Er det ikke nok og kunne du tænke dig mere så kan du holde dig opdateret via hjemmesiden MTB kalender

Styregruppen

Efterlysning….!

29. september 2009 af Hanne

Vi bringer en efterlysning! Det er desværre sådan at 30 af vores kære tidstagnings-CHIPS er blevet kidnappet. Chippen er ca. 3 mdr. gammel, 5 cm høj og ca. 2,5cm bred. Den er blå og hvid og flad som en pandekage. Særlige kendetegn er nogle tilfældige numre tatoveret i toppen. Vi er meget kede af det og savner dem håbløst meget. Det forholder sig nemlig sådan at vi skal bruge dem igen til næste år. Chippen I har kørt med er kun til låns, da det er en investering som WATeam har gjort, for at gøre cuppen så billig som muligt for jer.

Har du set chippen fornyligt? Måske den sidder på din sko, måske den ligger i din taske eller måske i lommen på dit cykeltøj? Er du en af de 30 deltagere som har glemt at aflevere chippen tilbage så send den retur til os så hurtigt som muligt! Du skal sende den retur til os inden d. 7. oktober ellers vil du modtage en personlig mail hvori du bliver opkrævet omkostningerne for chippen.

We know who you are!!! Chipnumrene er jo registreret ved indskrivningen, men vi vil så nødigt bruge al vores tid på kedeligt detektivarbejde med at finde alle de manglende numre og dertilhørende ryttere. Så hjælp os, gå dit tøj, taske og sko igennem og send chippen til os.

Send den ASAP til:
Malene Telyakevych
Bistrupvej 176
3460 Birkerød

Tak for den store opbakning

28. september 2009 af Hanne

28.september2009

Så sluttede T-Bikes HeelsOnWheels kvinde-cuppen med et brag i Hareskoven i onsdags. Der var over 130 kvinder tilmeldte og på dagen 104 aktive kvinder på sporet. Det har simpelthen været så overvældende, glædeligt og fantastisk at opleve den enorme opbakning som WATeam og cuppen i det hele taget har fået fra kvinder, crew, sponsorer og heppere. Vi er rørte. Vi er trætte. Vi siger tak. Men selvom vi har været lidt tavse siden afslutningen er vi ikke helt færdige endnu. Så hold fortsat øje med hjemmesiden.

Læs resten af dette indlæg »

T-bikes HeelsOnWheels 4. afdeling

26. september 2009 af admin

Den lille skovtrold steg atter af cyklen, for straks at bevæbne sig med papir og blyant og tage sin sædvanlige interviewrunde i målområdet. Pennen skrev således:

Skoven er som altid mættet af kvindekvidder, høj latter, sommetider afbrudt af nogle dybe suk.

Læs resten af dette indlæg »

Gode tilbagemeldinger på “Vi cykler mod sult”

22. september 2009 af Hanne

Vores samarbejdspartner og webdesigner Bo Skakke fra Margin Media var så begejstret han straks bød flot ind: “Godt initiativ.  Måske kan det starte en trend! Så jeg vil gerne lægge ud med at donere en 10′er pr. omgang for alle i top 20″.  Det kan godt gå hen og blive en dyr fornøjelse for Hr. Skakke med en flad rute og nogen af danmarks hurtigeste MTB ryttere i opstillingen.

GripGrab vil også godt bakke op om indsamlingen og donerer et gavekort til udtrækning mellem jeres indsamlede sponsorkontrakter. Gavekortet er på 500 kr. som man kan bruge på et par smarte løbehandsker eller et par lækre skihandsker i GripGrabs nye webshop.

Du har stadig en dag til at skaffe en Sponsorkontrakt, og dermed mulighed for at vinde en lygte fra Podiumkiss eller et gavekort fra GripGrab.

Se mere om hvor nemt du er med til indsamlingen længere nede på siden.

Rutefremvisning

21. september 2009 af Malene

IMG_0298_2

Det er slet ikke til at få armene ned pga. det fantastiske fremmøde og humør der var til rutefremvisningen af 4. afdeling af cuppen i går i Hareskoven. Over 50 kvinder var mødt op og det gør os arrangører meget glade og stolte at opbakningen omkring cuppen har været så stor. Vi håber at det gode vejr holder til onsdag og at vi ser et rekordstort antal kvinder på sporet. På gensyn.

Styregruppen

Frem med popcorn og sodavand!

18. september 2009 af Malene

Kære kvinder

Vores crew har udarbejdet denne lille perle. Rigtig god fornøjelse!

4.afdeling

16. september 2009 af Hanne

Kære Kvinder

Vi glæder os til at se jer til 4. og sidste afdeling af T-Bikes HeelsOnWheels. Vi håber denne gang at runde 100 deltagende kvinder på sporet – det kunne være sejt!
Vær opmærksom på at vi denne gang allerede starter kl. 17.30 grundet den tidlige solnedgang kl. 19.11. Derfor har vi også besluttet at afkorte den sidste afdeling, så der kun køres i 60 min. (plus omgangen færdig), så dem der kører ud på en runde lige inden ”lukketid” ikke skal køre i mørke. I skal dog huske på, at det bliver dunkelt i skoven før selve solnedgangen, så I kan vælge at supplere cyklen el. hjelmen med lygter.

Denne gang lokaliseres indskrivning/præmieoverrækkelse og selve starten (målområdet) to forskellige steder, så vi ikke skal stå i mørket i skoven og holde præmieoverrækkelse. Se mere om det under Afdelinger/4. afdeling.
Efter løbet vil der, som noget nyt, være mulighed for at købe pølser fra grillen og sodavand for et mindre beløb, ved området for præmieoverrækkelsen. Der vil selvfølgelig også blive serveret kaffe, the, hjemmebagt kage og frugt.
Når sidste kvinde er i mål vil der være kåring af den samlede cupvinder og lodtrækningspræmier, så husk at have noget tørt skiftetøj med.

Vi ses derude :-)
Styregruppen

4. og sidste afdeling af T-bikes HeelsOnWheels

15. september 2009 af Hanne

Kære Kvinder

Rutefremvisning for 4. afdeling af T-bikes HeelsOnWheels i Hareskoven foregår søndag d. 20. september kl. 10 og mødestedet er parkeringspladsen på Skovlystvej, se her

Ruten er 6,36 km. lang og har kun 57 højdemeter hvoraf de næsten alle er placeret ved den krævende og berygtede kælkebakke, hvor man skal ned i laveste gear med – balance på cyklen, overkroppen frem, bagenden i sadlen, koncentration, lårbasser på overarbejde og stor sejr når man når toppen ;-)
Ellers er ruten næsten flad som en pandekage, krydret med dejlige singletracks, et stykke på græs, smukke omgivelser omkring søen og enkelte mindre træstammer man skal over, hvor teknikken med at løfte forhjulet fra sidste afdeling kommer i brug.

Kort over ruten og de sidste oplysning om 4.afdeling kommer onsdag d.16.september. Kig under Afdelinger.

På gensyn i skoven
Heidi

HeelsOnWheels cykler mod sult

14. september 2009 af Malene

HeelsOnWheels ønsker at støtte op om Folkekirkens Nødhjælp, der samler ind til fordel for verdens fattigste. Vores 4. og sidste afdeling af HeelsOnWheels vil derfor også fungere som sponsorcykelløb.  Pengene går blandt andet til at donere cykler til kvinder i fattige lande. En cykel betyder, at kvinderne kan transportere sig i længere stræk til markedet med deres afgrøder og det kan hjælpe dem i kampen for at slippe ud af fattigdom og sult.

vi_cykler_mod_sult_logo_web_totredjedel

Læs resten af dette indlæg »

Rapport fra 3.afdeling

12. september 2009 af Hanne

The pink(podium)pus var endnu engang på pletten med blok og blyant

Mange ryttere med balder af stål og en jernvilje der siger spar2 stiller til start i T-bikes HeelOnWheels men disse må ofte sande at intet er afgjort før cyklen har passeret målstregen for sidste gang. Således måtte selv jeg indse at løbet var kørt før det for alvor var startet og nu gik det ellers lige så godt. Defekter var der masser af på denne super lækre sensommerdag i Tokkekøb Hegn og således blev der lige rokeret lidt rundt i den samlede pointstilling. De to Nørgaardsøstre Kristine og Anna-Sofie løb med henholdsvis 1. og 2. pladsen og overlod 3. pladsen til Anna Telyakevych, der nu fører kvindecuppen.
Læs resten af dette indlæg »

3. afdeling i luften

10. september 2009 af Malene

Med over 100 tilmeldte var der endnu engang forventning om deltagerrekord på sporene i Tokkekøb Hegn. 86 kvinder stillede til start og kørte med super entusiasme den hurtige rute i Tokkekøb, hvilket igen er ny deltagerrekord. Det lover godt for sidste afdeling, hvis den gode stil fortsætter.

IMG_1902

Der var en forventningsglæde og spænding over feltet og alle var klar ved start. Herefter blev der virkelig kæmpet af alle ude på ruten, teknikker blev afprøvet og grænser blev udfordret og der blev givet maks  gas på bakker og rødder. De frygtede grøfter blevet taget i super stil, der var et par enkelte styrt undervejs med nogle småskrammer til følge, men ingen der ikke kunne klares med hjemmebagt kage og et bjørnekram.

Læs resten af dette indlæg »

Klar til 3. afdeling?

9. september 2009 af Malene

Så er vi klar til endnu en afdeling af T-bikes HeelsOnWheels. Set med vores øjne bliver det bedre og bedre, for mange har meldt sig til 3. afdeling og vi er nu over 100 tilmeldte kvinder. Det er helt vildt og det må være ny rekord i antal kvinder tilmeldt til et MTB løb. Det forlyder at rygtet om det store fremmøde til T-bikes HeelsOnWheels har spredt sig til Sverige og Norge, hvor alle er imponeret over et så stort fremmøde, måske er det ikke blot Danmarks rekord men også Nordisk rekord. Hvem ved? :-)  

Feltet omfatter blandt andet 23 ryttere, som har forbedret deres teknik betydeligt til tekniktræning, over 20 ryttere, som har øvet sig på ruten og de tekniske detaljer til rutefremvisning. Det er også udvidet med nogen nye stærke ryttere, så kampen om podiet bliver hård. Men udover alle dem, så er feltet mest af alt bestående af kvinder på alle niveauer , som forhåbentlig glæder sig ligeså meget som vi gør til at få en rigtig god aften med høj puls i skoven. Vi glæder os uendeligt meget til at se jer alle til 3. afd af T-Bikes HeelsOnWheels.

Styregruppen 

De kunne køres!

7. september 2009 af Malene

I går mødte der lidt over 20 kvinder op til rutefremvisningen af 3. afdeling i Tokkekøb Hegn. Vi kørte 2 runder på sporet, hvor den første blev foretaget med stop undervejs og teknikken gennemgået.  Vi brugte specielt tid på at få den rigtige teknik til de glubske grøfter – og det er hermed afgjort at de kan køres!

3-afd-Rutefremvisning

Den anden runde gik i fuld firspring og krumspring.

Tak for det store fremmøde og en god dag i det grønne.

Vi ses på onsdag – husk ikke at parkere på Blovstrød Stadion, men benyt istedet IBM’s store parkeringsareal på adressen Sortemosevej 21, 3450 Allerød.

Malene – rutefremviser

33 X HeelsOnWheels til tekniktræning

4. september 2009 af Hanne

6.september2009

De positive tilbagemeldinger strømmede tilbage da vi havde sendt en føler ud til de erfarne ryttere i T-bikes HeelsOnWheels feltet. Alle ville gerne bakke op og bruge en aften i Geels skov på at give noget af deres teknik videre til de nye ryttere. Så derfor kunne man onsdag aften se de seje cykel sild; Anne-Mette, Tine, Ditte, Anna, Doris, Kristine, Cecilie, Hanne P. og Malene stå parat til at kører ud og undervise i teknik.
Der var mødt 23 sultne T-bikes HeelsOnWheels deltagere op som var klar til at suge til sig. Der blev delt op i grupper af 2 instruktører og 5 ryttere og så gik det ellers over stok og sten. Det var 23 smilende deltagere der vendte tilbage efter 1½ time, alle var blevet udfordret og havde rykket grænser og kunnen takket være de engagerede instruktører.

Se billeder fra aftenen her

Læs resten af dette indlæg »

Temaaften hos ride4fun

2. september 2009 af Malene

Kære Kvinder

Vores sponsor ride4fun inviterer til temaaften ‘lær din cykel at kende’ d. 10. september 2009 kl. 19:30, Søborg Hovedgade 34, 2870 Dyssegård.

Der er plads til 25 kvinder, så skynd dig at melde dig til – læs mere her under.

Temaaften hos ride4fun

På vegne af styregruppen

Malene

3. afdeling – Tokkekøb Hegn

2. september 2009 af Malene

Kære Kvinder

Så er der nyt om 3. afdeling. Husk at vi kører i Tokkekøb Hegn. GPS af rutesporet findes her, og ruten køres med uret.

Tokkekøb Hegn er kendt for de teknisk svære grøfter, så det er tilladt at trække cyklen…….også for de garvede, men det bliver spændende at se hvem der mestrer dem. Banevagter vil være placeret på de omtalte steder, og der vil være Pas På skilte.

Ellers er ruten en hurtig rute, hvor der i starten af ruten vil være mulighed for at få flow i cyklen. Midt på ruten har vi krydret den med et enkelt stræk, hvor grene og træstammer skal forceres, således at teknikken skal være i orden for at komme igennem. Sidst på ruten findes grøfterne og et enkelt meget  snævert sving. Ruten er i alt 6,46 km, og har ikke de vildeste højdemeter.

Rutefremvisning vil være søndag d. 6. september 2009 kl. 15:00. Vi mødes på parkeringspladsen ved starten af Kongevejen i Allerød. Find vej med googlemaps her.

Det er vigtigt at pointere at vi ikke kan benytte parkeringsarealet ved Blovstrød Stadion d. 9 september 2009, da de har 3 fodboldkampe i samme tidsrum, som afviklingen af T-bikes HeelsOnWheels. Se derfor under 3. afdeling for alternative parkeringspladser – se her.

Se evt. under afdelinger for yderligere information om 3. afdeling.

På vegne af styregruppen

Malene

Tekniktræning

30. august 2009 af Hanne

30.august2009

Tak til Brian Jørgensen alias Grinebidderen for lån af billedet.

Kunne det ikke være fedt at få luret alle de erfarne ryttere af for deres teknik på sporet?  Kunne du godt tænke dig at blive endnu skrappere til de to sidste omgange af T-bikes HeelsOnWheels? Ville det være lækkert at vide hvor man skal lægge vægten på cyklen når man skal op ad bakke og hvordan man skal sidde når man kører nedad? Ville du måske blive endnu bedre hvis du vidste lidt om dæktryk og hvordan man kommer hen over store rødder? Syntes du også der er for længe til næste afdeling af HeelsOnWheels? ….så skynd dig at melde dig til T-bikes HeelsOnWheels tekniktræning på onsdag den 2. sepember kl.18.00. Her kommer de hurtigste piger i feltet og øser ud af al deres erfaring og viden.
Vi mødes på toppen af Geel Bakke. Se kort her.

Læs resten af dette indlæg »