Ingen undskyldninger tilbage!!!!!

Kære kvinder

Nu er der ingen undskyldninger tilbage…

Der er nemlig både mulighed for cykelleje og cykelservice til T-bikes HeelsOnWheels 2010!

Kunne du godt tænke dig, at komme med i skoven og deltage i HeelsOnWheels, men har du ikke selv en MTB eller har du knas og defekt på din egen cykel, så er muligheden der nu! Vores samarbejdspartner Hareskov Cykler stiller nemlig op 1 time før hver afdeling med mekaniker, værktøj og cykler. Kig efter deres vogn ved start, her har man mulighed for at få gratis service på egen cykel eller leje en cykel. Cyklerne til udlejning er af mærket Scott – modellerne Scale 70 og Aspect 45, hvor alt bliver indstillet og gjort klar til kørsel i skoven. Har du ikke selv en hjelm så kan du også leje den.

Priser:

Kr. 125 for leje til en afdeling

Kr. 450 for leje til alle afdelinger

Kr. 25 for leje af hjelm pr. afd.

Tue vil stå klar i skoven, og tage sig kærligt af din cykel

Service på egen cykel er gratis, evt. reservedele kan købes til favorabel pris.

Du kan booke/reservere din cykel til de enkelte afdelinger ved at ringe til tlf. 26794657 eller skrive til: tue[snabel-a]hareskovcykler.dk . Du skal oplyse hvilken afd. af HeelsOnWheels du ønsker at booke til samt: Dit navn, din højde og om du ønsker at leje hjelm (husk det er påkrævet at køre med hjelm for at stille op til HeelsOnWheels).

Det bliver simpelthen ikke lettere, så nu kan du godt få fat i veninderne, kollegaerne og kvindelige familiemedlemmer og lokke dem med på sporet. Der er ikke længere nogle gode undskyldninger for ikke at stille op til dette års HeelsOnWheels.

Så er der kun 1 uge til det går løs!

Kære Kvinder

Så er der kun en uge til at det går løs til 2010 udgaven af T-bikes HeelsOnWheels, hvor vi starter med at køre 1 .afdeling i St. Dyrehave (lige syd for Hillerød). GPS af rutesporet findes her, og ruten køres med uret.

Da DSB ikke har velsignet os med strømlinet togkørsel helt til Hillerød, opfordrer vi til at benytte vores WAT forum, for at finde kørelejlighed, hvis man har behov for dette. Se mere her.

Der er rutefremvisning allerede i morgen torsdag d. 29. juli 2010 kl. 18:30. Vi mødes på parkeringspladsen på Overdrevsvejen. Find vej med googlemaps her.

VIGTIGT
Indskrivningen åbner kl 16:30, hvor alle skal komme forbi og få udleveret chip og startnummer til cyklen! Der vil være skilte der fortæller hvor man kan indskrive sig. Disse chips er lånechip fra vores samarbejdspartner DGI Vestsjælland, og skal afleveres efter I har kørt afdelingen. Kun ved aflevering af chip deltager I i lodtrækningen om de masse super lækre gaver fra vores sponsorer, da chips’ne benyttes ved lodtrækning.
Til 1. afdeling er hovedlodtrækningspræmien en rejse fra vores afdelingssponsor Qompagniet.
Ved goodiebagsskiltet kan man få udleveret sin goodiebag. Disse udleveres særskilt på dagen, og kan afhentes både før og efter løbet.

Se evt. under afdelinger for yderligere information om 1. afdeling.

Styregruppen (Heidi, Alice & Malene)

Nedtællingen er for alvor igang………

Kære kvinder

Nu er nedtællingen til HeelsOnWheels 2010 for alvor gået i gang og der er nu kun 12 dage til 1. afdeling. Tilmeldingerne går derudaf og vi er oppe på 120 tilmeldte til hele cuppen og derudover kommer der tilmeldinger til de enkelte afdelinger. Der er ingen tvivl om at det bliver stort når vi løsner startskuddet til HeelsOnWheels 2010.

Vi har opdateret hjemmesiden med lidt nyt om 1. afdeling som bliver afholdt i St. Dyrehave. Se under menupunktet afdelinger. 

I år kører vi igen med Katana chips og tidtagning. Det vil sige at I skal have påført en chip på cykelskoen for at få registreret en tid. I samarbejde med DGI Vestsjælland har vi lånt deres chips og tidtagnings udstyr, og I skal således alle forbi indskrivningen og have udleveret startnummer og chip inden i stiller til start – kom derfor i god tid! Indskrivningen vil være åben fra kl. 16:30 til 17:45. Efter løbet vil I blive afkrævet jeres chip, da vi kun har dem til låns. 

Rutefremvisning til 1. afd. i St. Dyrehave vil blive afholdt d. 29. juli 2010 kl. 18:30 med mødested fra P-pladsen ved Overdrevsvejen, 3400 Hillerød. Medbring din MTB, hjelm, vand og godt humør.

Rutefremvisning 4. afdeling 2009

Kunne du godt tænke dig at prøve ruten af før selve dagen og evt. få lidt fif til enkelte passager så er det muligt på rutefremvisningerne, som vi vil holde i ugerne op til de enkelte afdelinger, det er frivilligt og gratis at deltage når man er tilmeldt cuppen, og alle uanset niveau kan være med.

Thuhej styregruppen

Flere sponsorer kommer til…………..

Flere sponsorer melder sig på banen og støtter op om vores HeelsOnWheels 2010. Vi er stolte over at mange af de, som sponsorerede os sidste år også har lyst til det igen, og hertil kan vi lægge nye spændende sponsorer, som er med for første gang i år.

En af de nye spændende sponsorer er 66 ° NORTH Ltd som er Islands førende producent og innovator i udendørsbeklædning til sport og fritid. 66 º North gør en ære i at producere tøj som er vandtæt, åndbart, slidstærkt, pålideligt, behageligt og alsidigt som komfort overtøj eller som en integreret beskyttelse mod elementerne. 66 º Nord vil sponsorere beklædning fra deres kollektion til lodtrækningspræmier. Læs mere om 66 º Nord på hjemmesiden www.66north.dk

En sponsor som støttede op om HeelsOnWheels sidste år og som støtter op igen i år er Ultrasports, som er distributør af kvalitetsudstyr og ernæring til triathlon, multisport, løb, cykling og mountainbike. Sidste år sponsorerede de Saltsticks og Sixtufit buksefedt m.m. I år vil de gerne smide 1. stk. Squeezy Lemon 125 gr. gel i hver goodiebag. Gelen er suveræn til cykling, kan betjenes med en hånd og kan genopfyldes. Vi får også en spritny tomatgel til afprøvning. Derudover vil de gerne smide 5 af deres innovative nye “Stuffitts shoe savers” i vores lodtrækningspulje, som skulle være super fede i lyserøde :owww.stuffitts.com

Ligeledes vil vi henlede opmærsomhed på at der stadig er pladser tilbage på de teknikkurser der udbydes af vores sponsor MTB Teknik. Se mere på deres hjemmeside, hvor man gratis kan deltage i et af kurserne, hvis bare man er på startlisten til HeelsOnWheels. Gå direkte til kurserne ved klik på niveau 1 kursus, niveau 2a, niveau 2b og niveau 3.

Få din helt egen HeelsOnWheels cykeltrøje!

Kære kvinder

Til HeelsOnWheels har eleven sports produceret en specieldesignet cykeltrøje i cuppens farver, der kan anskaffes før og under cuppens afdelinger. Og hvis man bestiller i god tid, kan man stille op til 1. afdeling i sin nye trøje. Bestilling skal foretages senest onsdag d. 21 juli, men meget gerne før.

HeelsOnWheels 2010 cykeltrøjen er sort med et pift af pink, og den kan købes til kr. 350. Den kan bestilles hos eleven sports direkte, hvis man skriver til anna(a)eleven-sports.dk.

Cuppens samlede vinder får ligeledes lov at gå hjem i en specieldesignet cykeltrøje. Denne jersey har nr. 1 på brystet, og er i hvid udgave.

 

Dobbeltklik på trøjerne for at se dem i større opløsning.

Udover tilbud om cykeltrøje kommer eleven sports til HeelsOnWheels og sætter deres telt op med strømper i alverdens forskellige farver og kombinationer. Vores råd er derfor at lade alle jeres kontanter blive hjemme, da I ellers vil blive fristet og få brugt dem alle! eleven sports er en virksomhed der producerer cykeltøj og -strømper i eget design efter kundens ønske.

Mvh styregruppen

GripGrab på banen som sponsor

Til Danmarks førende MTB Cup for kvinder, er det vigtigt, at der bliver passet ordentligt på fingrene. Danske GripGrab har derfor meldt sig som sponsor med flotte præmier fra den brede kollektion af lækre cykelprodukter.

Siden starten i 2000 har GripGrab været toneangivende i Danmark indenfor cykelhandsker og tilbehør. Alle produkter udvikles i et teamwork mellem aktive sportsfolk på alle niveauer. Vores udviklingspartnere spænder lige fra professionelle til motionister. Fælles for dem er, at de stiller store krav til deres udstyr. Forvent derfor lidt ekstra fra ethvert GripGrab produkt!

GripGrab sponsorerer HeelsOnWheels 2010 med følgende sæsonaktuelle produkter:

  • 50 stk. 750 ml drikkedunke i klart plast og lækkert design. Mundstykke i blødt gummi som lukker tæt til.
  • 12 par EasyRider Woman. Cykelhandske specielt designet til kvindelige cyklister. Lækker allroundhandske med DoctorGel støddæmpning og praktisk pull-off funktion.
  • 8 par Shark. Langfingret sommerhandske til mountainbike med DoctorGel støddæmpning. Udover at være velegnet til langtur er Shark en meget alsidig handske som kan bruges til adventure race, eksempelvis WAT A RACE…

100 tilmeldte til samlet cup!

Der er stadig mere end 2 måneder til startskuddet går til T-bikes HeelsOnWheels, men allerede nu har vi nået de første 100 deltagere til den samlede cup. Det store deltagerantal tyder på at HeelsOnWheels 2010 bliver en endnu større succes end sidste år med ny rekord i deltager antallet.

Har du allerede tilmeldt dig og er imellem de første 100 til samlede cup, er du også sikret en af de lækre goodiebags, som vi uddeler til 1. afdeling. Flere af vores sponsorer har allerede lagt lækkerier i de eftertragtede poser. Der vil være lækre drikkedunke fra ride4fun, til cyklen vil der være slanger fra WEBIKE og olieprøver fra WETlube, Squezzy bidrager med energigel og Ultrasports sørger igen for prøver på deres salttabletter og creme.
 
Se her om du er en af de heldige – 100 første tilmeldte liste

HeelsOnWheels styregruppen

WAT A RACE

WATeam er ikke kun bedst til at arrangere mtb-kvinde cups – vi har nemlig mange jern i ilden. Vi er også værter for sjællands smukkeste adventure race WAT A RACE, som afholdes d. 5. juni. Du får serveret en cocktail af lækre skovspor og smukke kyststrækninger krydret med en lang række af nordsjællands andre seværdige perler.

Disciplinerne er Mountainbike-orientering, Orienterings-løb, kano, coasteering, klatring samt forskellige andre sjove overraskelser. Der vil være obligatoriske såvel som valgfrie poster, så vi lover at alle niveauer kan deltage, få en god oplevelse og komme i mål nogenlunde samtidig – efter 10-12 timer.

Er cyklen endnu ikke er kommet ud af starthullerne denne sæson eller savner du bare en anderledes og spændende oplevelse – så er det nu du skal springe til!

Man kan stille op på tremands-hold i rækkerne dame, mix og herre, så hvis du elsker at færdes i naturen og holder af at udfordre dig selv, så tag fat i to af dine veninder/venner og tilmeld jer WAT A RACE på www.wateam.dk/watarace

Vi slutter selvfølgelig med hygge og grill ved stranden.

Du kan læse mere på  www.wateam.dk/watarace

Mvh WATeam

Ride4fun på banen

Så er også ride4fun klar på banen som sponsor i år og vil igen bidrage med flotte gavekort til butikken og luksus drikkedunke til vores goodiebags. Så hvis du ikke vil gå glip af dette, så skynd dig at tilmelde dig, for der er kun goodiebags til de første 100, som tilmelder sig alle 4 afdelinger.

 De lækre gavekort vil i år blive fordelt til deltagende ryttere i hver afdeling og der vil også være et til vinderne af den samlede cup. Foregående år gik alle gavekortene til de hurtige podieryttere, men i år vil vi fordele de flotte gavekort på anderledes manér, så alle derved er med i kampen og på den måde give alle HeelsOnWheels ryttere noget ekstra at fighte for. Ride4fun har altid bakket op om kvinderne i MTB sporten ,og vi er glade for at få dem som sponsorer igen i år. Gavekortene kan benyttes i Ride4fun-butikken i Søborg. (se www.ride4fun.dk)

Bliv klar til HeelsOnWheels

Er du ikke allerede kommet i skoven og påbegyndt træningen til årets hotteste MTB-cup HeelsOnWheels, så få støvet cykel af og find motivationen med et nyt race for kvinder.

Det er nemlig ikke kun til HeelsonWheels, man kan køre løb uden mænd. MTBeksperten er et nyt løb, som har lavet en separat kvindestart. Løbet er for alle, også herrerne er inviteret, men de vil blive sendt ud på sporet 2 timer senere. Løbet afholdes i Ganløse Eged på en lækker rute med masser af sprøde spor.
Der er lagt op til et fedt løb for ryttere på alle niveauer, hvor der er mindst muligt ræs på store grusveje – og mest muligt leg på fede spor. Det skal være sjov og udfordrende – det skal være en oplevelse! Hvis man ikke har erfaringen eller modet til de mere tekniske stykker af ruten, vil der være mulighed for at køre uden om forhindringerne – så der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang.

Læs mere om løbet www.mtbeksperten.dk

Teknik-træning med MTB-teknik

Det er MTBteknik der står for at afholde løbet og vi har lavet et spændende samarbejde med MTB-teknik, for at give jer en fantastisk chance for at blive bedre til teknikken. Derfor tilbyder vi sammen med MTB-teknik en gratis teknik-træning som er eksklusiv for tilmeldte til HeelsOnWheels. Det er et fantastisk tilbud til alle, som synes de skal have boosted deres teknik på sporet. Der vil være tre niveauer: begynder, øvede og avanceret – så skynd jer at gå ind på www.mtbteknik.dk og tilmeld jer de særlige HeelsOnWheels-hold. Alle som har tilmeldt sig cuppen og hvis navn fremgår af startlisten, kan tilmelde sig. Der er plads til 60 ryttere og det foregår lørdag d. 7. august formiddag og eftermiddag.

Cuppens nye klæder

HeelsOnWheels er en cup for kvinder og som alle kvinder skal vi være med på beatet og hvad der var IN sidste år er jo helt passé i år. Derfor har HeelsOnWheels fået helt nye klæder og et nyt smukt design. Det er endnu engang talentfulde Bo Skakke fra MarginMedia.dk, som har stået for at give HeelsOnWheels et nyt smart look.

Tilmeldinger

Tilmeldingerne går forrygende og vi har allerede de første 40 tilmeldte til alle afdelinger og vi skal nok nå at få mange flere endnu. Der er igen i år kommet meget positiv respons, både fra alle dem der deltog sidste år, men også fra kvinder som ikke har deltaget i MTB-arrangementer før. Så vi har store forhåbninger om at få endnu større og bredere tilslutning til cuppen end ved sidste års succes. Har du ikke allerede meldt dig til, så skynd dig derfor at gøre det, for vi lukker tilmeldingerne når der er 300 til den samlede cup. :-)

Husk at man ikke behøver være med i en klub eller forening for at være med og have det sjov, så er du ny på MTB eller har du ikke kørt en MTB-cup før, så kom bare frem af busken derude. Jo før du melder dig til desto hurtigere kommer du i gang med forberedelserne og træningen. Har du en søster, veninde eller mor som har en cykel så skynd dig at melde hende til også.

Qompagniet – aktive rejser for kvinder

Nu begynder sponsorerne for alvor at melde sig på banen og det er jo dejligt. Så første hovedlodtrækningspræmie til 1. afdeling af HeelsOnWheels-cuppen er nu på plads:

Qompagniet udlovet 2 billetter til ”Weekendtur på Hallandsåsen” 10. – 12. sep. 2010 til en værdi af 2.980 kr. til en af rytterne og dennes veninde. I kan læse mere om rejsen her http://qompagniet.dk/destinationer/sverige/hallandaasen/

Desuden har de udlovet 4 stk. lækre Hagløfs T-shirts med Qompagniets logo og 1 stk. gavekort på 500 kr. til Qompagniets rejser.

www.qompagniet.dk

Læs mere »

Tilmeldingen er åben!

Kære friske mtb-kvinder 

Så er vi klar – er I? 

Tilmeldingen til dette års HeelsOnWheels cup er åben, så tag fat i din veninde, søster, kollega eller mor og tilmeld jer allerede nu cuppen her

Datoerne for de 4 afdelinger af dette års cup er allerede fastlagte og de er hhv. 4. august, 18. august, 1. september og 15. september.  

Som noget nyt, har vi i år valgt at tilbyde hele tre rækker som I kan dyste i: U18 (unge under 18), Damer (kvinder fra 18-39) og D40 (kvinder over 40).  

Prisen for tilmelding til alle 4 afdelinger er 352 kr. og til en enkeltafdeling 122 kr. Ved eftertilmelding i skoven koster en enkelt afdeling 150 kr, så det kan godt betale sig at få tilmeldt sig alle 4 afdelinger med det samme. Desuden udleveres der også kun goodiebag til de første 100 tilmeldte til den samlede cup! 

T-bikes er igen i år vores hovedsponsor, som udlodder en Team T-bikes cykel til en heldig vinder. Se forrige nyhed  nedenfor. 

Vi glæder og rigtigt meget til at se jer alle på mountainbike i de nordsjællandske skove igen. Så velkommen nye som gamle. 

Mvh

Styregruppen

Hovedspons og lodtrækningspræmie på plads!

Kære kvinder

T-bikes har valgt igen i år at være vores hovedsponsor, som til sidste og 4. afdeling af cuppen d. 15. september udlodder denne flotte komplette Shark MTB i full carbon ved lodtrækning:

Se specifikationer på cyklen i ‘læs resten af dette indlæg’:

Vi er rigtig glade for at T-bikes igen i år vælger at støtte vores cup, og vi takker for den fine præmie som vil gå til en heldig HeelsOnWheels deltager. Vi glæder os rigtigt meget til at se jer alle på mountainbike i de nordsjællandske skove igen, og vi åbner snart op for tilmeldingen så hold øje med siden. Velkommen nye som gamle.
Mvh
Styregruppen

Læs mere »

Nye Datoer

Kære kvinder
Vi har valgt at ændre lidt i de udmeldte datoer, da der var flere overlap med andre store mtb-løb på sjælland. Og da nogle jo skal heppe, være crew og passe ungerne mens vi kvinder kører, ser vi gerne at mændene også har datoerne fri ;-)

1. afdeling – onsdag d.4. august
2. afdeling – onsdag d.18. august
3. afdeling – onsdag d.1. september
4. afdeling – onsdag d.15. september

mvh
Styregruppen

Godt Nytår – Velkommen igen i 2010

Kære MTB-kvinder og andre interesserede

Igen i 2010 afholder vi HeelsOnWheels og vi vil med denne hilsen sende jer datoerne for hvornår vi afholder Cuppens fire afdelinger.

Onsdag d. 28. juli 2010 – ændret til 4. august 2010
Onsdag d. 11. august 2010 – ændret til 18. august 2010
Onsdag d. 25. august 2010 – ændret til 1.september 2010
Onsdag d. 8. september 2010 – ændret til 15. september 2010

Så sæt allerede nu kryds i kalenderen, fortæl veninder, mødre og søskende at de også skal finde MTB’en frem til disse dage :-)

Som udgangspunkt vil HeelsOnWheels konceptet videreføres i 2010 men mon ikke vi finder på nogle nye finurligheder. Følg med på hjemmesiden, hvor vi vil holde jer opdateret.

Vi glæder os til at se jer give den gas igen.

Mange Nytårshilsner fra
Styregruppen